mandag den 3. februar 2014

Kære læser, denne blog opdateres ikke længere.

Vi har bosat os i Portugal, og fået os en fast base her. Bussen overlevede ikke en sprængt gearkasse, og blev solgt som reservedele. Vi har brugt et års tid på at komme os lidt, finde en ny rytme og lære et nyt område at kende. Nu er vi ved at være klar til nye rejser, men først skal vi en tur tilbage til Danmark for at hente de sidste ting vi har der. Herefter vil vi rejse i Portugal i vores almindelige bil, bo på hotel/B&B og spise på lokale restauranter. Prisen for at gøre det hele 2 måneder om året, er mindre end prisen for at drive og bo i en bus året rundt.

Hele ideen med en autocamper er at kunne klare sig selv. Men vi oplever at det modsatte, hvor man er afhængig af lokale, giver en meget bred kontaktflade - i modsætning til at man kommer i sit eget "rumskib" med alt til livets opretholdelse. Det er sundt at se andre mennesker, og interagere med lokale. Og venligheden ude i verden er enorm. Imødekommenheden er ubeskrivelig og hjertevarmende.

Så rådet herfra skal lyde; Lad være at tage forbehold for enhver tænkelig situation, eller gardere jer mod en masse unødvendige spekulationer og bekymringer. Pak en kuffert eller en rygsæk, og se at komme afsted. Brug pengene på at opleve, frem for hardware. De basale nødvendigheder er til stede og oftest billigere end vi er vant til hjemme. Ingen grund til at slæbe alt med jorden rundt. Det ukendte er såmænd slet ikke så farligt... ;)

Billederne er taget i januar måned 2014, og viser udsigten fra vores P-plads foran vores lejede hus i Penedo (Colares, Lissabon) i Portugal, og så den ene af de strande vi kommer mest på.

Kram fra Jette og Jesper